40 days and 40 nights

Kære alle

Jeg har i skrivende stund været i Kosovo i over en måned og jeg lever stadig. Succes!
Dagene begynder så småt at blive kortere, nætterne bliver koldere og vi har haft vores første ”Balkan-storme”. Indtil videre har vi haft mellem 25 og 30 grader og ingen vind, men på en time falder temperaturen, det begynder at blæse, himlen bliver mørk og begynder at larme og dryppe. Og med dryppe mener jeg regn, meget regn. Camp Olaf Rye ligger i en dal så vi oplever ikke så tit at lynet slår ned i vores mange antenner, men en gang imellem ryger strømmen.
Efter ca. 2 timer er det overstået, vinden har lagt sig og solen skinner igen.
Den slags vejr kommer om efteråret inden det bliver rigtig koldt.

Men, det er ikke kun vejret jeg vil skrive hjem om.

Efter 40 dage i en lejr begynder det at blive dagligdag for folk og faste rutiner opstår, både ”på arbejdet” og når vi har fri. Det betyder at vi får mere overskud til at forbedre ting og gøre os det mere behageligt, hvilket jo er dejligt. Vi skal trods alt også være her indtil februar.
Kontoret har fået en ommøblering, hylder og knager til FAB’en er i produktionen, halvfærdige ideer og projekter fra tidligere hold bliver gjort færdige eller smidt ud, og der bliver selvfølgelig tænkt dybe tanker om hvordan opgaverne kan udføres lettere.
Men, faste rutiner kan også føre til at folk begynder at blive uagtsomme og f.eks. er de første køretøjer blevet hevet op af grøften. Heldigvis var der ikke nogen mennesker der gik i stykker og i øvrigt var det ikke nogen af mine biler eller folk.
I forhold til at føre et køretøj er de lokale i øvrigt nogle gode eksempler på hvad man ikke skal gøre. Generelt kører de som det passer og det med at overhale, vise hensyn og ikke være til unødig ulempe er vidst noget der ikke blev lagt vægt på i deres teori da de tog kørekort. Dem der altså har et kørekort.
Men igen, trafik og regler er heller ikke slået helt igennem hernede. De er begyndt at lave rundkørsler, måske for at være med på moden, men når man ikke kender til princippet for denne og inde i rundkørslen holder tilbage for folk der skal ind, daler effektiviteten kraftigt.
Lyskryds er heller ikke et hit, jeg har kun set omkring 5 indtil videre, hvoraf 2 virkede. (Og det ene er foran den engelske lejr, som kun skifter når soldaterne skal ud af lejren.)

På trods af hvordan folk kører og lever hernede, er der stadig sket meget siden Kosovo erklærede sig selvstændigt, og der sker stadig meget. Meget affald er blevet kørt bort, mange veje er blevet forbedret og mange bygninger er blevet repareret eller bygget op igen. Men der er stadig lang vej endnu…


I vores lille samfund i Camp Olaf Rye har vi en feltpræst der selvfølgelig holder gudstjeneste hver søndag og giver åndelig vejledning til Gud og hver mand. Hver mand i hvert fald. Når han ikke skriver prædiker eller diskuterer parforhold med ulykkelige menige, farer han vild i Kosovo og derefter inviterer han folk med på samme tur.
Til hans første tur manglede der pludselig en til at køre bus og den ære fik jeg.
Turen gik til nogle drypstenshuler syd for Pristina som en bonde ”ejede”. Engang i 60’erne var en mand faldet i et hul da han gik og gravede ud til et nyt hus. Hullet viste sig at være en grotte på mange hundrede kvadratmeter med mange snoede gange. Siden er der støbt gulv, lagt lys ind og en trappe er lavet. En guidet tur på albansk eller gebrokkent tysk koster 2 €, og det var ganske spændende. Der var både stalagmitter, stalaktitter og en tredje slags. (Dem der kommer ovenfra, dem der kommer nedenfra og dem der mødes på midten.)
Et behageligt afbræk fra dagligdagen.

Som jeg har skrevet før, er der meget roligt i Kosovo på trods af omstændigheder, men som jeg også skrev, ligger det under overfladen og kan bryde ud igen, hvis ikke der bliver grebet ind.
Vi har haft nogle tilfælde hvor albanere har været på serbisk område og det har udviklet sig til slåskamp, men hvor soldater heldigvis har været i området til at skille parterne fra hinanden inden det udviklede sig.
Og da serberne ville brænde grænsebygningerne ned igen, var man forberedt med ekstra mandskab, så det blev heller ikke til noget.

Men soldater kan også bruges til andet end at lege pædagog.
En civil families hus var styrtet sammen og som de fattigste i de fattiges område på et bjerg i Kosovo havde de intet. Der blev skabt kontakt til NATO og danskerne havde et par ledige FAB’er til at stå ved en skole. De blev tidligere brugt som klasseværelser mens skolen blev bygget op. Dem hentede vi på skolen, smed dem på lastbiler og kørte op til familien.
Det var grusvej hele vejen op af bjerget og vi måtte flere gange ud og løfte diverse ledninger op over lastbilerne fordi de hang for lavt. Men vi kom frem og efter en del arbejde med at få dem til at stå rigtigt, havde familien tag over hovedet og vi kunne køre hjem igen.

Med så meget affald i Kosovo begynder folk selv at brænde det af, men når der har været 30 grader og ingen regn i 1 måned skal det jo gå galt. Derfor har de fleste lejre et ”brandkorps” som tager ud og slukker de civiles brande indtil der bliver etableret et brandvæsen i landet.
Dertil skal vi hente en brandbil et sted i Grækenland og køre på blokvogn til Kosovo.

Og mens jeg er ved truckeropgaverne:
Franskmændene roterer (skifter mandskab i Kosovo) næste uge og dertil skal der flyttes meget ammunition og grej fra Kosovo til en havn i Grækenland. (Omkring 100 containere + det løse.)
Så en dag i næste uge og 10 dage frem, kommer jeg til at sidde i en lastbil med anhænger i en kolonne på 15 lastbiler med anhænger og 4 små biler som eskorte.
Når man kører mod Grækenland over Makedonien foregår det i civilt tøj, på trods af de militære køretøjer, så er ved at skaffe hvide undertrøjer, pilotbriller, kasket og slidte jeans.
Jeg skal nok tage nogle billeder af den lækre stil.

Keep on trucking…!

Venlige hilsener,

Andrzej