De første dage

Kære alle

Hvis ikke alle skulle have fanget den, er jeg sergent i hæren og blev d. 10. august udsendt til Kosovo, hvilket det meste af brevet kommer til at handle om. I Kosovo er der en stor NATO-styrke, som mange lande bidrager til, ligesom Danmark. I Kosovo er der albanere og serbere og de kan godt blive lidt sure på hinanden en gang i mellem og så træder soldaterne ind og er den voksne der skiller børnene fra hinanden. Her er børnene dog store østeuropæere der kan samles i flokke fra 5 til 200.000 mand med diverse slag-, kaste-, og skydevåben og så bliver det lidt hårdt at være voksen og stadig være pædagogisk. Det er sjældent sket at de har været så mange, men sidst var i februar ’08 og mange steder kan man mærke at det stadig lurer under overfladen.

Men, som sagt…
Jeg hoppede på bussen d. 10/8 kl. 01:15, og efter en længere køretur i Danmark havde vi samlet flokken der skulle af sted samme tid som os. ”Lidt” ventetid i en Lufthavn er selvfølgelig obligatorisk og lidt senere kunne vi gå ombord på flyveren. Men, de havde læsset flyet for tungt, så ca. 30 rygsække blev kastet overbord og sat på standby i Karup, og ja, min var selvfølgelig en af dem.
Der gik 1½ time med ventetid i flyveren og så kunne vi lette med en flok forventningsfulde soldater og ca. 30 der bare var lidt bitre…

Flyveturen gik som forventet og vi landede i Pristina lufthavn og blev modtaget af 32 graders varme og lunken vand. Vi sad op i de grønne busser (hvor airconditionen ikke virkede) og begyndte vores halvanden times kørsel mod den danske lejr. Og turen var som forventet; elendige veje, lokale søndagsbilister, børn og køer på vejen, strækninger med stejle sider og et minimum af autoværn. Men på trods af omstændighederne faldt jeg dog i søvn.

Efter en time og 29 minutter ankom vi til hovedvagten og et minut senere stod vi på Christian d. IV plads, ”samlingsplads” i lejren.
De første 3 dage gik med at vende sig til forholdene, rundvisninger i lejren og i det danske ansvarsområde, sikkerhedsbriefinger, afprøve alarmer, velkomstmøder, vagtinstruks og selvfølgelig overdragelse af materiel, køretøjer og opgaver.
Samtidig fik vi løbende overdraget ansvaret til førerne indtil d. 14/8 hvor hold 19 officielt overtog kommandoen.

Heldigvis tog de sidste fra hold 18 først hjem d. 17/8, så vi havde nogle gode erfaringer vi kunne trække på.
Efter d. 17/8 gik vi så i gang med at indrette os i vores område og fik smidt alle ”de gode ting og sager”, som hold 18 havde samlet, ud.

Vores beboelsescontainer (FAB) var klar da vi ankom d. 10/8, så dem kunne vi rykke ind i med det samme. Hver FAB er cirka 2,5 x 6 m og har en dør og vindue i den ene ende og vindue i den anden ende. Derudover er der 2 senge, 2 skabe, et par sengeborde med skuffer, et fjernsynsbord, skrivebord og 2 stole. Og sådan bor man med en kollega i et halvt år.
Man stiller selvfølgelig FAB’ene op i to rækker med front mod hinanden og overdækker mellemrummet, så man har en lille gade med små huse. Super hyggeligt. Og dette kan også gøres i 2 lag, som den ”bygning” jeg bor i.

Udover containerkonstruktioner, er der nogle faste bygninger. Nogle lagerhaller som var på stedet da lejren blev bygget og bl.a. gymnastiksalen som kom til senere.

Den danske lejr (Camp Olaf Rye) ligger i den vestlige del af Mitrovica, som er Kosovos næststørste by, og hvori den ”berømte” bro ligger, broen over floden Ibar, hvor der var en masse mennesker i ’99-’00.
Lejren er knap 10 år gammel og måler 1,4 km i omkreds og har hvad der nu skal bruges i det daglige, bl.a. cafeteria, beboelse, bunkers, infirmeri, kontorer, værksteder, garager, helikopterlandingsplads, m.m.
I lejren er der omkring 400 soldater og ca. 50 civile. De civile arbejder bl.a. som skraldemænd, rengøring og i cafeteriet. De taler alle engelsk og nogle har også lært dansk og der er et godt forhold mellem de civile og soldaterne i lejren.

Som sagt var vi på rundvisning i det danske ansvarsområde, som strækker sig fra Mitrovica og nordvest til den serbiske grænse. I området, såvel som i Mitrovica, er der både albanere og serbere og man er ikke i tvivl om hvem der bor hvor, da begge parter markerer huse, butikker, områder/småbyer med deres flag.
Min egen oplevelse med de lokale, er at albanerne er de mest positive overfor soldaterne. De hilser gerne når vi kører udenfor lejren, de er imødekommende når vi snakker med dem og børnene vinker og er også glade for os.
Serberne kigger helst ikke på os når vi kører forbi, nogle råber efter os og giver os fingeren og de unge kan finde på at kaste med sten efter køretøjer og cykle ned til lejren om aftenen for at provokere vagterne.

Jeg var oppe ved den serbiske grænse og turen derop er utrolig flot med snoede bjergstier, broer og tunneller. Danskerne har lavet en lejr til ca. 30 mand som franskmændene bemander for at forhindre optøjer. (For et par måneder siden blev de civile grænsevagter overmandet og bygningerne brændt ned af serberne.) På vej derop følger man Ibar op til en stor dæmning og bag den ligger der sjovt nok en meget stor og aflang sø. Da dæmningen i sin tid blev bygget, fik de mennesker der boede i dalen et varsel og så måtte de ellers bare komme væk. På en klar dag uden vind kan man fra luften se rester af huse og små landsbyer under vandet.

Derudover er der en lejr til ca. 30 mand mellem Camp Olaf Rye og den serbiske grænse, hvor danskerne og esterne på skift holder til.

Så kørte vi igennem Kosovo for at se på de andre lejre og vigtige punkter, bl.a. lufthavne, og som sædvanlig er det, amerikanerne beskæftiger sig med stort og voldsomt. De har købt et bjerg, skåret toppen af det og lagt en lejr på ca. 42 km i omkreds. Danskernes bygningsnumre er 2-cifret (jeg bor i bygning 46), amerikanernes er 4-cifret og jeg så flere bygninger med 4 cifre og et bogstav. Udover at have nogle ret store toldfrie butikker har de selvfølgelig også en burgerking i lejren.

Efter at have spist på burgerking, kørte vi igennem Kosovo og fik udpeget de andre lejre inden vi kørte over bjergene og ind i Makedonien. Der kørte vi til Skopje, hvor der også er en lufthavn og nogle installationer vi kan komme til at bruge og så er det i øvrigt en ganske pæn tur.

I hele Kosovo er der samlet rigtig mange forskellige nationaliteter og indtil videre passer parodierne ganske udmærket. Specielt er det meget underholdende at samarbejde med franske soldater, eftersom de færreste kan engelsk og dem der kan, taler med MEGET fransk accent.
Et andet underholdende indslag er politiet fra Bangladesh. De er meget flinke og imødekommende overfor danske soldater, og meget sjove at snakke med, eftersom de både ligner og lyder som Apu fra Simpsons. (Meget stereotypt indisk udseende og accent.)

Det var et lille indslag fra de første par dage i Kosovo. Jeg har prøvet at fatte mig i korthed, men hvis det jeg har skrevet giver anledning til nogen spørgsmål eller der er noget i vil have billeder af eller have uddybet, er I selvfølgelig velkommen til at skrive.
Og selvfølgelig må I gerne skrive selvom I ikke har nogen spørgsmål, det er altid rart at høre hjemmefra.


Indtil da, pas på jer selv og god vind –

Mvh

Andrzej