Andrzej i Kosovo: 2008

Kære alle

Så er halvdelen af tiden i Kosovo gået og jeg fejler endnu ikke noget mærkbart. Endnu en succes.
Vejret hernede er stadig godt, men det begynder at blive koldere. Der er omkring 10-15 grader i dagstimerne og ca. 5 grader om natten. Sidste år var datoen for vinteren i Kosovo d. 23. november, hvor der var 16 grader d. 22. og en halv meter sne d. 23., hvilket jeg ser meget frem til.
Der er gået et stykke tid siden sidste brev, men til gengæld er der kommet så meget mere læsestof ud af det. Håber I har tålmodigheden til det hele.

I hver mission, såfremt tjenesten tillader det, bliver der afviklet 2-dages ture til nærliggende, fredelige steder, hvor man hopper i civilt tøj og drikker hjernen ud. En miniferie for at komme lidt væk fra det daglige gøremål i lejren, i området eller hvor man nu primært arbejder, og bliver kaldt R&R, rest and recreation.
Det foregår oftest ved at en bus med ca. 20 (betalende) deltagere, samt 2 chauffører, en militær politibetjent og en rejseleder kører ud af missionsområdet, skifter til civil, kører til feriestedet, er der 2 nætter og kører hjem igen. På vej hjem skifter man til uniform igen.
Chaufførerne, MP og rejselederen er på arbejde under en R&R og skal derfor ikke betale, men er også på kald hvis der sker noget og må selvfølgelig ikke drikke.
I Kosovo bliver der kørt R&R til Grækenland i september, til Bulgarien i november (Sofia, storby) og igen Bulgarien (skitur, hvis der er sne) i januar.
Indtil videre har man kun kørt R&R for danskerne i lejren, men da vi bor sammen med estere og franskmænd, mente øverste chef at de også skulle have lov til at komme med og jeg fik fornøjelsen af at køre den første ”internationale” tur til Grækenland.
Vi startede ud en mandag morgen kl. 0400 i cafeteriet og sad derefter op i bussen og kørte igennem Kosovo mod Makedonien. At komme ud af Kosovo og ind i Makedonien er ikke et problem for NATO soldater, men at komme ind i Grækenland var til gengæld noget bøvl.
Tolderne og grænsebetjentene havde valgt at strejke, så efter en del snakken frem og tilbage og ringen rundt til diverse højtstående personer, måtte rejseleder erkende sit nederlag og vi måtte køre ind i Makedonien, ind i Bulgarien og derfra ind i Grækenland. Vi blev kun 10 timer forsinket, men så nåede vi også frem til Katerini, en græsk ferieby. Chaufførerne og MP fik tiden til at gå med at sove, svømme og holde styr på soldaterne og soldaterne fik tiden til at gå med at drikke og lave ballade. Ikke noget nævneværdigt, blot småting som at blive væk og miste VISA kort og telefon og den slags småting. Idéen med at lave en tur på tværs af de 3 nationer var i øvrigt formidabel. På vej der ned var der stille, men i takt med at alkoholen fik sin indvirkning faldt de sproglige barrierer og folk blev lige pludselig gode venner og kunne snakke om alt.

Da jeg kom hjem onsdag sen aften, tømte vi bussen og gik til køjs. Torsdagens program stod på klargøring af køretøjer til den føromtalte opgave med franskmændene.
Vi vidste at vi skulle tilbringe en del tid i vores lastbiler, så min makker og jeg havde ordnet musik, fundet bøger og da vi begge er glade for skak og vidste vi skulle holde i kø, havde vi lavet et skakspil med velcro ©. Da vi skulle være ”rigtige” truckere havde vi også lavet gule skilte med øgenavne til foruden og medbragt vores ”wife-beater” – den hvide undertrøje, kasketten og de smarte Tom Cruise briller. Den danske støtte til den franske opgave bestod af min makker og jeg en i bil og 6 af vores folk i 3 andre biler – alle lastbiler med anhængere, og de andres biler var mindst lige så klar som vores. Fælles i den danske kolonne havde vi medbragt et større arsenal af amerikanske feltrationer, sodavand, kaffe og tobak. Vi var klar!
Torsdag eftermiddag trillede vi til den franske lejr mellem Mitrovica og Pristina, Novo Selo, fik læsset containere på bilerne og gik til køjs.
Og for lige at opsummere opgaven:
Når den franske styrke roterer, dvs. bytter soldater, roterer de også køretøjer og materiel.
Derfor skulle omkring 100 containere og et tilsvarende antal biler flyttes fra Novo Selo til den græske havneby, Thessaloniki, ca. 400 km fra Novo Selo, og ca. samme mængde skulle med tilbage. Afstanden er egentlig ikke særlig stor, men når ruten fører en igennem Kosovo, diverse små bjergpas og man kører ca. 25 biler, hvoraf mange er store lastbiler med anhængere og det græske politi partout vil eskortere kolonnen i Grækenland med 40 km/t, tager det sin tid.

Tolderne i Grækenland havde heldigvis åbent denne gang, men så mange containere der er lukket og låst får man ikke uhindret over en grænse. Specielt ikke fordi de eneste papirer franskmændene havde sjovt nok var på fransk.
I Kosovo havde vi uniform på og radiokontakten mellem de 4 fire danske biler blev også kun brugt når det var nødvendigt og med den korrekte procedure. Men, så snart vi kom ud af missionsområdet, blev der skiftet til trucker-stil, temaet fra convoy-filmen blev spillet og radiosproget var som taget ud af samme film. Engelsk trucker-sprog med Texas-accent og dårlige jokes.
De første ture frem og tilbage gik uden de store problemer. De få franskmænd der kunne engelsk blev hurtigt udpeget som tolke for os og kom rendende i tide og utide når der var nyt, og vi brugte dem til at lære franskmændene lidt om regler, blandt andet køre/hvile-tid som for franskmændene vidst er en by i Danmark.
Men, så ramte den store kommunikations-bombe også kolonnen. Da vi stod i Grækenland en af de sidste gange og skulle læsse på, fik vi at vide at vi skulle køre med farligt gods, i vores tilfælde ammunition. Det var der som sådan ikke noget galt med, vi havde styr på de internationale regler for den slags og medbragt sikkerhedsgrej som det kræves. Det eneste franskmændene skulle sørge for var papirerne. Og uden at gå alt for meget i detaljer for den trætte læser, drejede det sig om 2 forskellige dokumenter på 6 forskellige sprog. For dælen de sagde meget på fransk da jeg desværre måtte melde at vi ikke kunne køre før vi havde papirerne som lovet og krævet. Men vi kom af sted til sidst.

Da vi kom hjem og skulle køre med ammunition igen havde vi samme ballade – da det var nyt farligt gods blev det jo også til en ny situation og jeg måtte igen til at fortælle om internationale regler og konventioner, hvilke Frankrig også har skrevet under på. Og at vi i øvrigt ikke ville overtræde den slags regler da chaufføren, uanset hvad, bliver straffet. Til sidst ringede den franske brigadestab, som jeg var endt ved, til den danske oberst, øverstkommanderende for den danske styrke, og spurgte hvorfor den danske soldat skulle lave så mange problemer. Så begyndte telefonerne for alvor at ringe i den danske lejr og folk med stjerner på skuldrene måtte løbe hurtigt. Det endte dog med at vi fik vores vilje – altså at overholde reglerne og køre turen.
Indkvarteringen i Thessaloniki var på en græsk kaserne i udkanten af byen og det mindede ret meget om et fængsel. 2 brusere, 3 håndvaske og 4 toiletter til 80 mand, halvdelen fik feltsenge, der var mug på væggene og tremmer for vinduerne. Fantastisk.

Under den første tur havde vi 2 hele dage til at se byen da skibet var forsinket og vi var da også ude og se os lidt omkring. Men de 2 næste omgange havde vi udgangsforbud da vi skulle køre dagen efter, hvilket også var fint nok, bortset fra at vi alle fik udleveret kondomer – og i øvrigt fik fællesværelse med franskmændene. Nu vil jeg ikke generalisere overfor franskmændene… Men de danskere der kunne, sov med ryggen op af væggen…
Og mens vi er ved det; franskmændene stod selvfølgelig for at bespise os under turen med deres lækre madpakker; slatne baguettes med ost og sardiner på dåse. Mercí for lort...
Vi kørte primært med de tunge containere, f.eks. generatorer, da vores biler kan holde til mere vægt og er stærkere end franskmændenes. Selv op af bakke med mere læs kunne vi trække fra dem. Og vores evne til altid at have godt humør og joke med hinanden uanset situationen og alligevel have mere styr på vores grej end franskmændene har åbenbart gjort dem imponeret, for i sidste ende fik vi ros af den franske stab for vores arbejde og indsats og vi blev da også venligt kommanderet op foran vores biler så de kunne tage et gruppebillede af de danske soldater sammen med nogle af de franske officerer.
Efter 14 dage på landevejen kan man godt blive lidt træt af det samme landskab, men alt i alt en rigtig god tur og en endnu bedre oplevelse.

Af de mindre opgaver fik vi flyttet nogle flere beboelsescontainere for en bonde igen. Det var de to sidste ved skolen og igen var der mange nysgerrige børn der gerne ville stå i vejen og have vores vand. Turen fra skolen til bondens område gik heldigvis bedre end sidst, primært fordi der denne gang ikke var strømførende, uisolerede ledninger at løfte over lastbilen med en pind for at komme videre. Vejen var dog stadig en værre gedesti, men det var en flot tur i bjergene og en god opgave. Denne gang havde vi ikke en tolk med, men klarede os alligevel med internationale vendinger og håndtegn. Da vi fik sat containerne på plads fik en omgang af ”the greatest beer in Kosovo” af bonden og trillede hjem til lejren igen.

Som før nævnt ligger der en dansk lejr med plads til ca. 30 mand mellem Camp Olaf Rye og den serbiske grænse. Det var dengang. I slutningen af oktober blev rygterne til sandhed og lejren blev lukket. Telte og des lige blev pakket sammen, vagttårn og de sanitære installationer blev pillet ned, sikkerhedsforanstaltningerne omkring lejren blev samlet sammen og læsset og til sidst blev det hele kørt hjem. Det tog knap to dage alt i alt og det eneste der er tilbage er to små biler og nogle soldater der holder vagt og patruljerer i området.

Kort tid efter vi brød Camp Jelling ned, fik vi endnu en spændende opgave.
Kommunen hvor Camp Jelling lå, havde købt en stenknuser, som blev bragt på blokvogn.
En stor maskine på ca. 18 tons hvor man hælder sten i toppen og mindre sten kommer ud af siden. Den skulle køres op på lille bjerg, hvor den skal bruges til at udbedre veje, noget man kun kan bifalde her i landet. Jeg vil ikke komme ind på selve opgaveløsningen, men kan fortælle at vi brugte halvanden dag til at kigge på ruten, hvor der skulle tages højde for maskinens højde i forhold til de mange lavthængende ledninger, bredde i forhold til de små veje igennem landsbyer vi skulle igennem, hældningen af vejen og vejens stand i forhold til bilen. Maskinen skulle også klargøres til transport og bilen skulle klargøres til maskinen.
Men, da alt dette var på plads, fik vi den læsset og begyndte vores færd på toppen. Heldigvis havde vi en del lokale der kørte foran og kunne sørge for fri passage under ledninger, som skulle løftes over maskinen. Og 3 gange måtte der ringes for at slukke for strømmen da selv de lokale begyndte at indse det farlige i situationen.
Efter 8 km grusvej og gedesti fik vores fine lastbil trukket maskinen på plads og den blev læsset af. I starten var vi lidt bekymrede for bilen, men man skal åbenbart ikke undervurdere et 8-hjulet, terrængående køretøj med over 400 hestekræfter.
Endnu engang en bragende succes…

Af kommende projekter i nærmeste fremtid forventer jeg at der kommer flere beboelsescontainere der skal flyttes til de lokales fordel, og det gør vi gerne. Det er spændende at hjælpe og møde de lokale på den måde og derigennem opleve landet.
En anden opgave som jeg går og glæder mig til, er en tur til Sarajevo.
Pt. ved jeg at vi skal 2 lastbiler af sted og vi skal transportere containere. Og da vi tilbød lastbiler med anhængere for at spare mandskab, blev der takket nej og sagt at det var nok ikke en god idé i forhold til vejene, så det bliver spændende at se hvilke gedestier vi denne gang skal opleve.
Vi kommer nok ikke til at køre den direkte vej til Sarajevo da denne fører igennem Serbien, men kører nok udenom og igennem Montenegro. Turen bliver dermed forlænget med et par hundrede kilometer, men det gør ikke så meget, jeg har alligevel ikke set Montenegro

Keep on trucking,

Andrzej